Førstegangscyklister i Algarve

Vi gjorde denne rejse i oktober 2024, lige efter at have tilbragt en uge i Spanien. Vi afsluttede den del i Sevilla (fantastisk by, forresten, med flamenco, appelsintræer, det hele). 

Så kom Portugal-delen: agenturet arrangerede en privat transport til Tavira, hvilket ærligt talt var en velsignelse, fordi vi var ret trætte af at finde ud af tingene på det tidspunkt. Og at være førstegangsrejsende på en selv-guidet tur var lidt nervepirrende i sig selv….

Da vi ankom til Tavira sent på eftermiddagen, føltes det straks anderledes… mere stille, mere afslappet. Søde gader, flisebelagte bygninger, varmt lys overalt. Ved du, når et sted bare har en god stemning? 

Vi tjekkede ind på hotellet, friske op, og besluttede at gå ud for at spise middag. Og ja, her kommer skammen — vi valgte pizza. Første nat i Portugal, og vi gik efter italiensk. Alligevel ramte det plet. Hurtig gåtur rundt i byen efter det (den romerske bro så sej ud oplyst om natten), og så kaldte vi det — vi havde en stor tur foran os.

Dag 1: Cykler, Fugle & GPS Panik (Som Gik Godt)

Vi startede med morgenmad og mødte så Rodrigo, cykelmanden — super afslappet, super effektiv. Han kom med vores trekkingcykler, hjalp os med at justere sæderne, gav os gear og tilføjede telefonholdere til cyklerne (fancy!).

Nu, en bekendelse: vi havde aldrig brugt GPS til cykling før. 

Jeg forventede fuldt ud, at det ville crashe, fryse eller begynde at råbe vejledninger på svensk. Men… det virkede. Virkelig godt. Appen var glat, de instruktioner, vi havde fået, var spot-on, og pludselig var vi slet ikke bekymrede. Gudskelov.

Slottet ligger oppe på en bakke med fantastisk udsigt over byen. Det har dele, der daterer sig tilbage til den mauriske periode, og du kan faktisk klatre op ad murene og gå langs voldene, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Fra toppen får du et fuldt udsyn over Taviras terrakottatag, Gilão-floden og kysten derude. Tilsyneladende har stedet set alt fra fønikere til romere til maurerne, og det blev endda genopbygget efter jordskælvet i 1755. Ikke dårligt for et hurtigt stop på Dag 1.

Vi cyklede langs kanten af Ria Formosa Naturpark, et stort lagunesystem, der strækker sig langs kysten. Det har bugter, små indløb, fugle, der flyver rundt — super fredeligt. Den virkelige magi er dog længere nede nær Faro, hvor vi havde hørt, at man nogle gange kan spotte flamingoer. Det er til senere på turen, men allerede var vi spændte.

Efter turen rullede vi tilbage til hotellet, vaskede solcreme- og støv-kombinationen af, og gik ud for at spise middag. Denne gang indhentede vi os selv fra pizza-episoden natten før.

Vi fik grillet fisk, noget grønt ved siden af, og pegede på en tilfældig ret, som tjeneren anbefalede. Ingen anelse om, hvad det var — men det var fantastisk. Obrigada, Portugal. Tilføj to glas vin, og lige sådan var vi helt i feriemode.

Dag 2: Vandfald og (denne gang portugisiske) smagsoplevelser

Vi havde aldrig haft en cykelferie som denne før, så da instruktionerne sagde "bare lad din kuffert stå i receptionen," tænkte jeg… okay?? Fingre krydset. Jeg lod den stå der, håbede på det bedste, og så tog vi afsted med kun snacks, vand og en "vi ser hvad der sker"-holdning. (Spoiler: tasken klarede det helt.)

Turen til Vale das Gralhas startede stille — flade veje, små landsbyer, næsten ingen trafik. Ret ideelt. Men det var varmt. Som "svede-gennem-din-skjorte-ved-10-tiden" varmt. Så da vi så et vandfaldsskilt fra ruten, tøvede vi ikke.

Total jackpot. Koldt, klart vand, et par lokale, der slappede af, fuld skygge. Vi sprang straks i. Så fortalte nogen os om et andet vandfald lige rundt om hjørnet — og ja, vi gik derhen også. To svømmeture før frokost? Sådan skal hver tur være.

Næste stop: Olhão til frokost. Vi fandt et lokalt sted med en skyggefuld terrasse og nul turister, bestilte cataplana (skaldyrsgryde-magi), og det BLEV VORES HOVED. Muslinger, fisk, hvidløg, tomater, der boblede i denne kobbergryde. Vi rensede skålene med frisk brød som dyr. Ingen fortrydelser.

Den sidste strækning var afslappet — nogle grusveje gennem Ria Formosa, et par flere naturskønne stop — og da vi rullede ind på vores næste hotel, gæt hvad? Kufferterne var allerede der. Magi.

Dag 3: Bjerge, Hvide Landsbyer & Paladser i Estoi

I dag byttede vi de flade kystvibes ud med en tur mod Algarve-bjergene. Veje var stille, landskabet var som i en bog: olivenlunde, korktræer, og de klassiske hvide huse med røde tag.

Omkring midtvejs stoppede vi i den lille landsby Fialho, hvor vi mødte denne fyr, der beskærede sine citrontræer i baghaven. Vi endte med at chatte over kurve med figner, han tilbød. På hans knap forståelige engelsk fortalte han os, at vi var på vej mod Arrife de Estoi, et lille museum/galleri i nærheden af Estoi, så vi besluttede at tjekke det ud.

Estoi viste sig at være en charmerende by, med smalle gader, pæne hvide huse, og lidt storhed takket være Palácio de Estoi, et imponerende neo‑Rococo mesterværk fra det 19. århundrede, der ligger i dejlige haver. Vi gik ikke ind (ingen tid), men bare at se det udefra fik os til at føle, at vi var stødt på et hemmeligt palads.

Ruten førte os forbi et par flere quintas (landejendomme) og strækninger af flad, åben vej, hvor det føltes som om vi svømmede i et maleri — bare os, vores cykler og brisen.

Vi rullede ind i Querença ved eftermiddagens midtpunkt — en ægte bjerglandsby-vibe. Det er stille heroppe og føles som verdens ende (på en god måde). Vi fandt en hyggelig café, fik kolde drikkevarer, og tillykke til os selv med endnu en perfekt cykeldag. Bagagen var allerede ankommet igen (hurra), så nu var det tid til at tage et brusebad og nyde et glas vin før middagen!

Dag 4: Kilder, Figner & Det Random Svømmested

Dette var uden tvivl vores yndlingsdag på hele turen.

Vi startede med at forlade Querença under en dejlig skyet himmel (endelig!). Algarve indland kan virkelig stege dig, så at få en pause fra solen føltes som naturen sagde: "Velbekomme."

Første stop: Salir. Vi var ikke sikre på, hvad vi kunne forvente, men det viste sig at være en meget behagelig overraskelse. Landsbyen er stille og sød, med ruinerne af Salir Slot, der ligger over byen. Der er ikke meget af slottet tilbage, men udsigten er helt værd at klatre op til. Vi fik frokost i Salir, greb noget simpelt men lækkert på en lille café, og var lige ved at tage af sted, da vi endte med at chatte med et par fra Louisiana, af alle steder. De var på vandretur i regionen, og det var en sjov, tilfældig møde i et sted, der føltes som midten af ingenting. De nævnte, at de virkelig havde elsket det i Alte, en nærliggende by - vi tjekkede kortene og vi er på vej lige derhen! Fantastisk!

Når vi kom derhen, er det retfærdigt at sige, at det tog os med storm. Hvidkalkede huse, brostensbelagte gader, flisebelagte skorstene, blomster overalt. Seriøst, det føltes som om nogen havde bygget et postkort, og vi cyklede lige ind i det. Vi besøgte kirken på hovedtorvet — stille og smuk indeni — og fulgte så larmen fra de lokale ned til vandet.

Alte har disse naturlige kanaler, du kan svømme i, og søde små stenbroer, der krydser strømmen. Vi elskede det allerede, men så gik vi lidt længere og ramte jackpot: Queda do Vigário, et lille vandfald med et svømmeområde i bunden. Ingen turister, kun et par lokale børn, der sprang fra klipperne, og lyden af vand, der ekkoede gennem træerne. Vi sprang også i, selvfølgelig.

Resten af turen førte os forbi Barragem do Funcho, et roligt reservoir gemt i bakkerne. Vi stoppede ikke længe, men det så fredeligt ud. Ville have været et fantastisk sted til en siesta, hvis vi ikke stadig var buzzede fra Alte.

Vi rullede ind i Vale Fuzeiros sent på eftermiddagen, benene trætte men meget, meget glade.

Dag 5: Floder, Slot og Lagos

Vi forlod Vale Fuzeiros og følte os som professionelle på dette tidspunkt — snacks pakket, GPS klar, benene varmede op. Solen var tilbage i dag, men ikke brutal, og landskabet begyndte at ændre sig igen, mens vi gjorde vores vej mod kysten.

Tidligt stoppede vi ved Arade-dæmningen, som var meget mere imponerende end forventet. Kæmpe reservoir, super stille vand, og udsigt, der fik os til at stoppe og bare stirre i et stykke tid. Det var en af de "lad os sidde her i fem minutter, der bliver til tyve" slags steder.

Ruten fulgte Arade-floden, snoede sig gennem dale og stille veje, indtil vi nåede Silves. Og wow — hvilken sted. Det er denne historiske mauriske by med et kæmpe rød sandstensslot, der ligger på en bakke. 

Vi parkerede cyklerne og vandrede gennem den gamle by, greb en lille frokost, og havde et lille "vi er i en slotsby i Portugal lige nu"-øjeblik af påskønnelse. Gaderne var livlige, men ikke overfyldte, og vi elskede stemningen.

Efter Silves passerede vi gennem et par små landsbyer — inklusive Odiáxere — intet prangende, men fuld af charme og søvnig eftermiddagstilhed. Den slags steder, hvor tiden går langsommere, og alle vinker, mens du cykler forbi.

Og så… kysten! Efter dage i indlandet føltes det første glimt af havet episk. Vi nåede Meia Praia, denne kæmpe strækning af sandstrand lige uden for Lagos, og vi kunne ikke få smilet af vores ansigt. Vi svømmede ikke (for trætte og for sultne), men vi tog skoene af, gik barfodet på sandet, og tog det hele ind. Det føltes virkelig dejligt. 

At komme ind i Lagos føltes som en fejring. Det er travlt, livligt, fyldt med restauranter og musik, og folk i strandmode. Vi tjekkede ind, fandt vores bagage ventende (som altid), og gik ud for at få en stor middag med det hele — skaldyr, vin, dessert, og en skål for den sidste nat af turen.

Dag 6: Klipper, Huler & En Episk Mål Linje

Sidste dag på cyklerne! Svært at tro, ærligt talt. Vi var lidt ømme (okay, meget ømme), men også totalt pumpede. En tur mere! Og hvilken tur det viste sig at være.

Vi tog afsted fra Lagos, og straks ændrede stemningen sig. Landskabet gik fra strandagtigt til vildt og ujævnt, med dramatiske klipper og enorme havudsigter, der dukkede op rundt om hvert hjørne. Det føltes som om naturen skruede op for lyden på vores sidste dag.

Vi stoppede ved Ponta da Piedade, og hellige wow — de klippeformationer! Klipper, buer, huler, og vand så klart og turkist, at det så falsk ud. Vi parkerede cyklerne, klatrede lidt rundt, og stirrede bare. Sandsynligvis tog vi omkring 300 billeder. Ingen fortrydelser.

Ruten holdt os tæt på kysten, snoede sig gennem stille landsbyer, ujævne stier og brede åbne udsigter. Det var en af de dage, hvor man tænker "jeg kan ikke tro, at vi faktisk gør dette." Trætte ben? Ja. Men landskabet gjorde det nemt at glemme.

Og så nåede vi til Sagres. Blæsende, vildt, vidt åbent. Det føltes som verdens rand. Og med god grund: derfra havde vi muligheden for at cykle lidt længere til Cape St. Vincent, det sydvestligste punkt i Europa. Så selvfølgelig gjorde vi det.

 (

Stående ved fyret, stirrende ud over det endeløse Atlanterhav, følte vi en blanding af alt — trætte, stolte, salte, vindblæste, lidt følelsesladede, og meget, meget sultne.

Vi fejrede den aften med en sidste festmåltid (plus dessert, fordi selvfølgelig), talte om alle de små øjeblikke fra ugen, vandfaldene, fignerne, pizza-episoden den første nat, alt sammen. Hvilken tur.

Ville jeg gøre det igen? Når som helst!

Algarve Cykelferie var første gang, vi gjorde en selv-guidet tur, og vores første gang i Portugal, så ærligt talt, meget kunne være gået galt. Men alt fungerede bare… glat.

Indkvarteringerne var hyggelige, rene, og altid klar til os ved dagens slutning. Vores bagage dukkede magisk op på hvert nyt hotel. Cyklerne var komfortable, ingen problemer hele ugen, og GPS-sporene var spot-on. 

Stort tak til Lan, som altid var tilgængelig fra starten og super hjælpsom før og under turen, og til Rebeka, som tjekkede ind for at sikre, at alt gik glat. Den personlige kontakt gjorde hele forskellen. Tak!

Beatrice D.